EFTER DRAMATISK LUKNING SKAL FN-KONTOR GENåBNE I VENEZUELA

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, siger, at FN's kontor for menneskerettigheder igen skal åbne i landet.

Det meddelte han tirsdag i selskab med Karim Khan, som er chefanklager for Den Internationale Straffedomstol (ICC), skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har modtaget anmodningen om, at vi igen inviterer FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Turk, til at være i vores land, siger præsidenten.

Det sker, efter at kontoret i februar blev lukket. De ansatte fik samtidig 72 timer til at forlade Venezuela.

ICC er med Karim Khan i spidsen i gang med en undersøgelse af overgreb under politiske uroligheder i Venezuela.

- Jeg er enig. Lad os overkomme vores forskelligheder og konflikten, vi har haft, tilføjede han til udmeldingen.

FN havde et kontor for menneskerettigheder i Venezuela fra 2019 og frem til lukningen i februar.

Kontoret havde på daværende tidspunkt 13 ansatte. Det fremgår ikke, hvornår kontoret vil genåbne.

Landets udenrigsminister, Yvan Gail, forklarede i februar, at FN-kontoret havde indtaget en "upassende rolle," og at det var blevet "et privat advokatkontor for de kupmagere og terrorister, som til stadighed konspirerer mod landet."

Beslutningen om at lukke afdelingen kom kun få dage efter, at venezuelanske myndigheder anholdt den fremtrædende aktivist Rocio San Miguel.

Hun blev anklaget for landsforræderi og terrorisme på grund af hendes påståede rolle i en påstået plan om at dræbe Nicolas Maduro - en plan, som regeringen mener, havde USA's opbakning.

Præsident Maduro er i modvind både i Venezuela og internationalt.

Han vandt sin anden embedsperiode i 2018 i et valg, der ikke er anerkendt af en række lande, og som desuden resulterede i, at Venezuela blev pålagt en lang række sanktioner.

Maduros regering sagde sidste år, at det i 2024 vil holde et frit og retfærdigt valg, hvor internationale observatører kommer til at være til stede.

I januar diskvalificerede Venezuelas højesteret dog oppositionsleder Maria Corina Machado fra det valg, der skal finde sted i år.

Maduro har ikke bekræftet, at han vil forsøge at blive valgt til en tredje periode, men det ventes, at han vil gøre det.

/ritzau/

2024-04-24T00:16:00Z dg43tfdfdgfd